2014

 

 

Nordjysk Humanitærhjælp

Generalforsamling den 8. februar 2014.

Årsberetning for 2013 og planer for 2014.

 

 

RUSLANDSARBEJDET 2013:

I 2013 inviterede vi 102 russiske feriebørn fra den strålingsramte Brjansk region nær Tjernobyl. I sidste øjeblik kom der et par afbud. Et barn blev f.eks. indlagt med blindtarmsbetændelse om natten inden afrejse.

I 2013 fik vi stor hjælp fra aviser, Danmarks Radio, ferieværter og medlemmer til at søge efter nye ferieværter til mange af de russiske feriebørn. I midten af maj manglede vi – som sædvanligt - fortsat plads til nogle børn, så det var i sidste øjeblik, vi fik ferieværter til dem. Nogle af de ferieværter, som havde geninviteret, og hvor børnene af en eller anden grund ikke modtog invitationen, fravalgte at modtage nye børn, hvorfor der skulle skaffes plads til de nye børn, som kom i stedet.

Det var en stor glæde, at vi fik plads til alle børn og ledere.

Problemer:

Vi blev nødt til at flytte et par børn, da der opstod nogle misforståelser mellem børnene og ferieværterne, hvilket fik dem til at bede om, at børnene blev flyttet.

Der opstod også sygdom – et par børn blev undersøgt af læge, dog uden at der blev konstateret noget alvorligt.

Et par værtsfamilier var lidt forfulgt af nervøse forældre, som dels selv ringede ofte, men som også fik ledere til at ringe. I alle tilfælde var bekymringen ubegrundet.

Sponsorer:

Som tilbud til russiske børn, sponserede mange besøgssteder entréen til stederne og Tivoli gav både entré og turpas, til Fårup Sommerland, Odsherreds Dyrepark, Andelslandsbyen Nyvang, Sagnlandet Lejre, Ulvsborg i Odsherred og Middelaldercentret på Lolland blev der ydet hel eller delvis gratis adgang. Flyvestationen i Skrydstrup inviterede igen til opvisning, hvilket var en stor oplevelse for børn og voksne, ligesom der var besøg på en hjemmeværnskutter i Assens.

Transport:

Transporten til og fra Rusland blev igen kørt af Hjørring Turistfart. På sidste tur opstod der problemer med bussen, idet dens aircondition brød sammen, men det havde stort set kun betydning for hjemturen uden børn. Både første og anden tur forløb smertefrit endda uden specielt lang ventetid ved grænseovergangene.

Oplysninger om børnene og evaluering af besøgene:

Fra de russiske ledere, Svetlana og Alexander, modtog vi oplysningsskemaer om børnene. Disse skemaer blev sendt til ferieværterne. Vi har det indtryk, at ferieværterne er glade for oplysningerne om børnene, selvom evalueringerne taler om, at man ønsker mere pålidelige og flere oplysninger. Dette er dog ikke nemt, da der af og til sker ændringer i børnenes forhold efter udfyldelsen af skemaerne. Det kan f.eks. være spørgsmål om medicin, hvor man i Rusland har et andet forhold til det. Flere ferieværter havde skrevet til børnene, inden de ankom til Danmark.

Ud over evalueringsskemaerne, har der været afholdt et evalueringsmøde, og det må konstateres, at der fortsat ønskes flere oplysninger om børnene og deres familier. Det har igen i år været nævnt, at der kommer russiske ledere med til Danmark, som ikke kan tale engelsk. Vi har igen meddelt vores kontaktpersoner i Rusland, at vi principielt ikke kan acceptere, at der sendes ledere til Danmark, som kun kan taler russisk.

SOMMERLEJR 2013.

Nordjysk Humanitærhjælp afholdt i uge 29 sommerlejr på Stevns.

Kort før starten af lejren havde vi ledige pladser, men et radiospot gav over 100 henvendelser, hvilket med al tydelighed viser, at der er behov for at fortsætte med sommerlejr i Danmark.

Der var lidt problemer med børn, som måtte sendes hjem på grund af hjemve, ligesom der var et enkelt barn med uacceptabel adfærd.

Det skal også nævnes, at vi havde et stort ryk ind af ubudne gæster: Lus! Men det tog alle i stiv arm.

Det har været en rigtig god sommerlejr, hvor mange frivillige personer stillede deres arbejdskraft til rådighed. En stor tak for deres arbejde, som gjorde, at der var varme hænder til at tage sig af børnene både dag og nat.

Aktiviteter på lejren:

Vi var i Bon Bonland, Legeland i Køge. Sagnlandet Lejre, som havde sponsoreret gratis indgang, blev besøgt, og alle var glade for besøget. Vi havde besøg af Cirkus Bella Donna, som gav forestilling til halv pris. Mange bade- strand- og skovture blev det også til. Hjemme i lejren blev der arrangeret fastelavnsfest, skattejagt og mange andre ting.

EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING:

Det var året, hvor vi valgte at afholde en ekstraordinær generalforsamling. Årsagen var, at Inge Bækvang valgte at stoppe som formand og samtidig udtrådte af bestyrelsen. Da flere havde ladet forstå, at de ønskede at stoppe til den ordinære generalforsamling, besluttede en enig bestyrelse at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med det ene formål at få valgt en bestyrelse, hvor der ikke skulle skiftes ud igen hurtigt. En ny bestyrelse blev valgt. Ligeledes blev det nødvendigt med et suppleringsvalg til posten som intern revisor.

Tak for indsatsen skal lyde til alle, som er fratrådt en tillidspost i forbindelse med den afholdte ekstraordinære generalforsamling. Tillykke til de ny- og genvalgte. Ingen nævnt – ingen glemt!

RUSLANDSTUR I OKTOBER:

Turen måtte desværre aflyses i 2013 på grund af for ringe tilslutning. Hvis det er muligt forsøger vi igen til efteråret.

JUL OG NYTÅR:

Der er blevet afholdt julemarked på Fyn.

Vi har, for at hjælpe børn på de 2 børnehjem i Zhukovka og dårligt stillede familier i Klintsy og Novozybkov, fremsendt penge til indkøb af gode ting til jul og nytår.

BESTYRELSESARBEJDET:

Den nye bestyrelse, som blev valgt på den ekstraordinære generalforsamling, har umiddelbart efter denne konstitueret sig, som det fremgår af nyhedsbrev nr. 4 2013 og hjemmesiden. Ansvarsområderne er blevet fordelt, og arbejdet er i fuld gang.

Første egentlige bestyrelsesmøde blev holdt i november, hvor der blev fulgt op på alle områder af foreningens virke. Alle foldere er blevet opdateret, og en ny hjemmeside er kommet på nettet. Den gamle opdateres ikke mere, men henviser til den nye.

I fuld forståelse med den tidligere webmaster, Frank Toftum, stoppede han samtidig med, at en ny tiltrådte. Tak fordi du har varetaget arbejdet indtil nu.

Kort efter nytår valgte Arne Birch af personlige grunde at trække sig fra såvel sin bestyrelsespost som medlemsskabet af foreningen. Bengt Sommer indtrådte i bestyrelsen i resten af Arnes valgperiode, som løber til generalforsamlingen 2016.

Bestyrelsen ser med fortrøstning frem til det kommende års arbejde, som forventes afviklet uden problemer.

TAK FOR HJÆLPEN I 2013:

En stor tak skal lyde til vores sponsorer, som ved at støtte os økonomisk, har gjort det muligt for Nordjysk Humanitærhjælp at hjælpe og glæde danske børn til et ferieophold og børn fra den strålingsramte region Brjansk til at komme ud af den forurenede zone.

Vi har som sædvanligt søgt og fået tilskud fra mange private og offentlige fonde, og vi har desuden modtaget en testamentarisk gave, som dog først kommer med i regnskabet for næste år, da pengene ikke nåede at komme til udbetaling inden årsskiftet, men de indgår selvfølgelig i planlægningen for 2014.

En stor tak til vore medlemmer og ferieværter for deres støtte i 2013.

PLANER FOR 2014:

Ruslandsarbejdet:

Der er fortsat store problemer med forureningen efter Tjernobyl katastrofen i 1986 i Brjansk regionen, Rusland. Mange bliver syge, hvorfor det er til stor hjælp, at Nordjysk Humanitærhjælp siden 1994 har inviteret børn fra regionen på ferie i Danmark. Børnene, som opholder sig i Danmark i 3 ½ uge, får styrket deres immunforsvar. Den forurening, børnene har i kroppen ved ankomsten til Danmark, er næsten ikke eksisterende, når de rejser hjem.

Nordjysk Humanitærhjælps bestyrelse vil igen i år invitere ca. 100 russiske børn og 8 ledere til Danmark. Børn og ledere bliver fordelt på 2 hold. 1. hold i perioden 7/6 – 1/7 2013 og hold 2. den 5/7 – 29/7 2014.

Ved deadline for invitationer af russiske feriebørn er der geninviteret 37 børn og 4 ledere. Vi skal herefter finde nye ferieværter til 63 børn og 4 ledere. På hold 1 mangler der d.d. plads til 37 børn og 0 ledere, og på hold 2 mangler der plads til 19 børn og 3 ledere.

Med hjælp fra ferieværter over hele landet bliver der opsat plakater, hvor vi søger ferieværter.

Bestyrelsen håber, at flere af vore medlemmer / ferieværter vil være os behjælpelige med at lede efter nye ferieværter, så der kan blive plads til alle de russiske børn.

Der er udskrevet en konkurrence, hvor der trækkes lod blandt medlemmer, som skaffer plads til 4 nye børn. Præmien er en tur med bussen – af praktiske grunde - først i 2015.

I forbindelse med besøgene fra Rusland vil der i lighed med 2013 blive afholdt orienteringsmøde for nye ferieværter (tidligere og nuværende værter er meget velkomne). Ligeledes vil der blive afholdt evalueringsmøde.

Sommerlejr:

Sommerlejren for socialt dårligt stillede danske børn er planlagt til afholdelse i uge 29 i Nordjylland. Vi har planlagt, at der kan modtages ca. 25 børn mellem 7 og 11 år.

Vi forventer, at vi kan afholde et par udflugter til bl.a. Fårup Sommerland.

Der bliver underholdning, hvor børnene også selv skal deltage med at optræde for os.

Er der nogen blandt vores medlemmer, der har tid, lyst og overskud til at gøre sommerlejren til en god oplevelse for børnene, så kontakt os.

Det skal bemærkes, at lejren er flyttet til nyt sted, men i den sædvanlige uge. Ligeledes er ansvaret overgået til Jonna Krabsen, da den tidligere styregruppe har valgt at afholde deres egen lejr uden for Nordjysk Humanitærhjælps regi.

Oktobertur:

Der bliver forhåbentlig igen i år arbejdet på en tur til Rusland, så vi kan komme over og se, hvorledes ”vores” feriebørn lever hjemme med deres familier.

Alle, der vil med, betaler selvfølgelig selv alle omkostninger i forbindelse med turen og opholdet, som vi altid har gjort. Turen med fly til Rusland vil i givet fald blive i uge 40.

Medlemmer / penge:

For at vi kan nå vores mål om at gøre noget for danske og russiske børn, skal vi i år gøre en ekstra indsats. Vi skal gøre mere for at udbrede kendskabet til Nordjysk Humanitærhjælp og vores arbejde for vanskeligt stillede børn. Vi vil forsøge at komme mere i pressen, ligesom vi vil tilbyde foredrag til interesserede.

Vi går på med friskt mod, og vi håber på, at mange sponsorer vil se velvilligt på vores ansøgninger om økonomisk og materiel støtte.

Afslutning:

Nordjysk Humanitærhjælp takker endnu engang alle sponsorer, ferieværter og medlemmer. Uden jeres hjælp vil vores planer for 2014 ikke kunne gennemføres.

P.b.v.

Ole Søager

Formand

Tilbage til toppen af siden.