Tur til Rusland 2008 - 2

 

Efterårstur til Rusland med fly.

 

Den 11.10.08 tog 16 personer fra Danmark til Rusland. Mange af disse personer havde aldrig før været i Rusland, men alle havde russiske feriebørn tilfælles. 12 personer skulle ud og bo privat hos familier til børn, som har været feriebørn i Danmark.

 

Vi tog med AEROFLOT fra København kl.9.25 og ankom til Moskva kl.9.25 lokal tid. I Moskva ventede en bus som skulle transportere os til Brjansk – Klincy og Novozybkov, en tur som tager ca.10 timer.

 

Mit første stop var Brjansk, hvor jeg skulle være til den 14.10.08. Jeg havde håbet på et møde med en myndighedsperson i Brjansk vedrørende vores samarbejde omkring forældreløse børns ferieophold i Danmark, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre, da den ansvarlige først var at træffe efter den 20.10.08.

 

I Brjansk boede jeg selvfølgelig hos familien til vores feriedreng gennem 5 år. Familien bor i en lejlighed på 1 ½ værelser, men hvor der er hjerterum er der også husrum. Jeg var rundt i Briansk, hvor jeg bl.a. så et monument for Tjernobyl-ulykken og jeg var med ude og hente vand fra en hellig kilde, herudover så jeg selvfølgelig mange skønne kirker. Jeg var på 3 politistationer for at få mine papirer i orden – man skal registreres som bevis på, at det er OK at man er i landet.

 

Den 14.10.08 blev jeg transporteret 180 km fra Brjansk til Klincy, hvor jeg skulle opholde mig til næste eftermiddag.

 

I Klincy havde jeg et møde med overborgmesteren Victor Sachenko. Klincy kommune har ca. 75.000 personer. Victor Sachenko lovede at arbejde for Nordjysk humanitærhjælp og hjælpe via det politiske system med at løse problemerne med udrejsetilladelser for forældreløse børn.

 

Efter dette møde blev jeg kørt ud på landet for at besøge en lille landsbyskole. Besøget på skolen, gjorde et stort indtryk på mig. Jeg blev sat mange år tilbage i tiden. Fra denne skole havde der været børn, som i sommer har været feriebørn i Danmark, og jeg fik kærlige hilsner med hjem til disse ferieværter. Skolelederen bad mig om at takke alle danskere, som er med til at gøre det muligt for russiske børn at komme på et ferieophold i Danmark. Herudover takkede man mange gange for de penge, som blev sendt over til dem i foråret. For disse penge var der blevet købt mad til børnene.

 

Den 15.10.08 sidst på eftermiddagen blev jeg afhentet i Klincy, og nu gik turen til Novozybkov.

 

I Novozybkov mødtes jeg med de fleste andre danskere, som var med på turen, dog manglede et par stykker, som var på besøg langt ude på landet. Jeg var indkvarteret hos familien til 2 børn som vi også havde haft på besøg i sommer. Denne familie boede også i lejlighed.

 

Vi fra Danmark besøgte skoleinternatet, hvorfra mange børn gennem de sidste 15 – 16 år har været på ferie i Danmark.

 

Skoleinternatet fremviste med stolthed et nyt badeværelse. Dette havde de lavet for penge fra Danmark, og der blev sendt mange, mange tak til Nordjysk humanitærhjælps medlemmer samt venlige sponsorer, for uden jeres hjælp havde de aldrig fået dette badeværelse.

 

Den 17.10.08 kl. 19.00 gik turen tilbage til Moskva. Vi skulle med fly næste morgen kl. 7.25.

 

For at der ikke skal være nogen misforståelser, så har alle 16 deltagere selv betalt alt for turen samt deres ophold.

 

Med venlig hilsen

 

Inge Bækvang

 

Tilbage til toppen.