Værtsfamilie 2005

 

Værtsfamilie sommeren 2005 skriver fra Åbybro.

 

Så gik 3,5 uge med 4 dejlige drenge igen alt for hurtigt, og nu er der så alle minderne tilbage.

 

Vi nåede 9 gange i Fårup sommerland og alle gange, glædede børnene sig til at komme af sted.

En tur i Cirkus og en ride tur på en elefant var lige sagen. En tur til lægen og en tur på skade stuen var af det mindre sjove.

 

Under en middag på Saltum Kro med stort tag selv bord forsynede Victor sig med feta ost, han ville så vide hvad det var, min søn er altid opfindsom, han tegnede en musefælde og en mus og pegede ivrigt på lokkemaden i fælden, men ak Victor troede at det var mus og trods mange forklaringer nægtede han at spise de små hvide tern.

 

En dag i Blokhus bankede Erik vildt med en lille plastikskovl i klitterne, de to mindste kom styrtende hen til mig og råbte Anakonda, knægten havde bildt dem ind at han havde slået en Anakonda ihjel, de to små var ikke nemme at overbevise om, at der ingen Anakondaer er i Danmark. Og Erik han grinte bare, man har da vel lov til at lege Tarzan.

 

På et pap krus på Mac Donalds var der et billede af de olympiske ringe, drengene sagde Audi jeg sagde olympiske lege, det anede de ikke hvad var, de var sikker på, at det var en reklame for Audi.

 

Der var mange der havde foræret tøj til børnene og en del meget for stort, jeg forklarede dem at Sudan missions genbrugsbutikken skulle have det, så solgte de det  og tjente penge, så de sultne børn i Afrika kunne få mad, det kunne jeg se på dem, at de ikke kunne forstå, det kom totalt bag på dem, at der var nogen der ingen mad havde, vi kikkede derfor på en verdenskort, for at de kunne se, hvor Afrika lå, men sådan et havde de nok aldrig set, de kunne i hver tilfælde ikke finde hverken Afrika eller Danmark.

 

Min mand kan tage nogle af hans tænder ud, det viste børnene ham også, at de kunne, da de tog hjem lå der 4 mælke kindtænder i hans toilet skab.

 

Og så var der lige den dag Miska lavede isterninger, han hældte vand i isterningeposer og vupti så kunne man vende dem på hovedet, uden at vandet løb ud, det var da det rene trylleri.

 

Fortsat god sommer

Jette Vad