Værtsfamilie i Løgstør

 

Løgstør:

 

Jeg har i flere år været sponsor for et barn gennem Børnefonden. I deres mailbrevkasse var der omkring årsskiftet 03-04 en pige, der skrev om, at hendes familie havde overvejet at få feriebarn. Det satte mig i gang. Jeg havde tidligere overvejet det, men nu skulle der handling til. Jeg gik ind på diverse hjemmesider for at se, hvilken der passede os bedst og fandt frem til Nordjysk Humanitærhjælp. Ret hurtigt fik jeg os tilmeldt til Peter uden andre overvejelser end, det går nok. Peter kom på hjemmebesøg lige efter, vi havde haft en mindre brand, men han stolede på, vi fik det i orden inden pigerne kom.

 

Og så ventede vi.

 

Pigerne kom, jeg hentede dem alene, men inden vi kom ud af byen, havde de opgivet at give os navne, og vi var fra begyndelsen mama og pappa. Vores voksne datter, der ikke bor hjemme var søster Nina.

Ferien var en succes, og selv om vi ikke måtte love, de måtte komme igen, virkede det, som om de regnede med det. I oktober rejste jeg over og besøgte dem med N.H. Det var en dejlig oplevelse for mig. Selv om det selvfølgelig ikke er optimalt at bo på skoleinternat, havde børnene det godt. De havde alle rent, årstidssvarende, og pænt tøj på. De havde hver sin seng med rent sengetøj, fik 3 måltider om dagen. Måske ikke det mest inspirerende mad, men de fik en portion hver, og hvis de ville have mere, var der brød eller lignende nok. Det er vist sundt at spise mere brød, end vi gør her til lands.

 

I år kom de også. Jeg hentede dem med Nina, og de kom bare hjem. Der var ingen tvivl i deres sind om, at de var hjemme, og vi startede, hvor vi sluttede sidste år. De undersøgte deres kommode og klædeskab for nyheder, kasserede, hvad de ikke gad bruge og fordelte resten. Heldigvis var der nok. De kiggede mistroisk på deres nye sandaler (ECCO ) men prøvede dem, og fandt dem åbenbart behagelige selv om udseendet var meget tilbage fra ønsket. De kunne nok også se på mig, at jeg ikke var til at diskutere med. Vi brugte ferien med at besøge gamle venner fra sidste år, en tur i Fårup Sommerland ( de forstår ikke hvorfor KUN 1 ) og ellers hjemlig hygge. De er ikke i tvivl om at de hører til her, og de har opgaver de skal udføre. De skal f. eks cykle ud til en jordbæravler i nærheden og plukke jordbær og betale for dem. De piller kartofler og fodre kyllinger og ænder. Vi lever sammen, som var de vores børn, der bor på kostskole resten af skole året, og de accepterer at noget kommer ikke med hjem til Rusland, men venter her til næste år ( bl.a. el-tandbørster, de har vist ikke eget elstik ).

 

En dag prøvede de at bilde mig ind, de havde fødselsdag begge 2 i ferien. Jeg ved det er i februar og december, så den gik ikke. I stedet lavede vi juleaften deres sidste aften hos os. Det var Ninas fødselsdag, og hun havde en veninde på besøg. Vi fik and (en af dem de havde fodret ) og flæskesteg, ris a la mande og chokolade mousse. Vi havde bagt 5 slags småkager, købt marcipan chokolade, flæsk, og hvad der ellers hører til, og vi hentede juletræ på en sommerhusgrund efter aftale medejeren. Det var utrolig grimt. Pigerne blev mere og mere undrende over alle de forberedelser. Om mandagen var de med Nina og veninden inde hos søstrene Green, for at købe julegaver til alle, og vi købte til dem. Gaverne var små og symbolske, men antallet er efter min mening vigtig, og vi har jo begrænsede økonomiske midler. Efter alle gaver var delt ud, fik pigerne en radio og cd-afspiller hver, og hvilken lykke. Jeg skulle til gengæld til at pakke om, da radioen skulle i bagagen efter aftale med Peter. Det var først der, det virkelig gik op for pigerne, at nu var det slut for i år. Derefter lavede jeg billeder indtil kl. 2.20, for vi laminerer alle deres fotos og julebillederne skulle med hjem.

 

Jeg var utrolig træt da vækkeuret larmede kl. 4.45. men op skulle jeg jo. Pigerne var til gengæld oppe og i tøjet på et øjeblik, selv om de først plejer at komme ved 10 tiden. Madpakkerne kom i deres rygsække, og morgenmaden blev spist og så af sted. Glæde ved at se de andre, men vemodigt for mama.

 

Nu glæder jeg mig til at gense dem til oktober for ikke at snakke om næste sommer.

 

Tak til bestyrelsen og andre der gør det store arbejde, at organiserer både børnenes rejser og vores i oktober.

 

Gerd Fuglsang.

 

Tilbage til toppen.