En ny dimension i livet

 

En ny dimension i livet.

 

Hver søndag formiddag sender DR-regionen i Næstved et meget aflyttet radioprogram – ”Har du noget du mangler”, hvor lytterne kan eftersøge hvad som helst – en brugt budcykel, et grisehoved, deltagere til dilettant o.s.v.

 

En søndag i foråret lyttede vi som sædvanlig – samtidig med andre gøremål – men standsede pludselig op og spidsede ører, da en veltalende dame fra Sydsjælland eftersøgte feriefamilier til russiske børnehjemsbørn fra Tjernobyl-området.

Befolkningen i og omkring Tjernobyl blev ramt voldsomt af katastrofen på det Sovjetiske atomkraftværk i 1986, men selv i dag – eller måske endnu mere i dag – rammes mange familier af dødsfald, der direkte kan henføres til strålingen fra atomkraftværket. Mange børn lever derfor alene eller med kun en forælder, og er derfor knyttet til et børnehjem eller skoleinternat. Det er børnene herfra, der havde brug for et månedslangt ophold i Danmark i juni eller juli måned, hvor de kunne samle kræfter og hente oplevelser, som kunne hjælpe dem igennem den kommende vinter.

 

Dette ønske kunne vi simpelthen ikke sidde overhørigt, og kontaktede derfor damen fra Nordjysk Humanitærhjælp kort efter udsendelsen og tilbød os som feriefamilie i juni måned.

 

Vi blev mere og mere spændte og opsatte efterhånden som tiden nærmede sig, men også lidt betænkelige: Hvad nu med sproget og maden? Ville kulturforskellen være for stor, og er vi blevet for gamle o.s.v.

 

Alle betænkeligheder blev dog omgående fejet væk, da vi modtog Eugeny Popkov, en virkelig herlig dreng på 10 år fra Novozybkov, der simpelthen tog os med storm!

 

Frisk og – meget – livlig 16 timer i døgnet med strålende humør, stor appetit og dertil en særdeles fin opførsel, hvad kunne vi ønske os mere? Eugeny selv ønskede, at hans moder stadig levede, men hun døde af kræft, da han var 2 år, hvorefter han blev flyttet til et børnehjem og skoleinternat, hvor han nu går i 4. klasse.

 

Desværre gik juni måned alt for hurtigt med sport, udflugter, familiebesøg og masser af helt almindelig familie-aktivitet. Sproget var slet ikke noget problem, vi klarede os på en blanding af russisk, dansk og en lille smule engelsk. Men da datoen for hjemrejsen oprandt, var vi ikke ”mange sure sild værd”, da bussen igen kørte mod Rusland. Forinden havde vi dog forsigtigt spurgt Eugeny, om han havde lyst til at besøge os igen næste sommer, og om vi derfor måtte invitere ham. Heldigvis svarede han ”da” – ”ja”, så vi glæder os allerede enormt til juni 2004.

 

Vi er sikre på, at Eugeny har fået en god bagage med hjem fra Danmark, men oplevelsen for os har været mindst lige så stor.

 

Vi fik ikke blot et pragtfuldt russisk feriebarn i en måned. Vi har fået en ny dimension i livet!

 

Familie Eeg Sjællands Odde