En solstrålehistorie

 

En solstråle historie / en oplevelse for livet.

 

Højby, Sjælland d. 20. oktober 2003.

 

Det hele startede i foråret 2003, hvor vi sidder og hører en radioudsendelse ”har du noget du mangler”. Det er Inge Bækvang, der efterlyser værtsfamilier til stråleramte børn fra Tjernobyl, Rusland. Det er Nordjysk Humanitærhjælp der står for det hele.

 

Efter at have hørt udsendelsen sidder vi, Sussi og Lennart, og snakker lidt frem og tilbage om indlægget i radioen.

Det skal lige siges, at vi har altid givet en skærv til diverse hjælpeorganisationer, men efter at have hørt og læst meget om disse, om hvad pengene går til (lønninger, biler, administration o.s.v.), ville vi ikke mere give penge til sådanne ting. Hvis vi f.eks. gav 100,- kr. så var det måske kun de 20,- kr. der kom frem til rette sted og det kunne ikke være rigtigt.

 

MEN HER……DER VAR NOGET VI KUNNE GØRE.

 

Hvis vi meldte os som værtsfamilie, ville hver en krone vi tog op af pungen gå til et godt formål. (Det skal lige siges at vi selvfølgelig lige snakkede om, om det overhovedet var noget vi kunne stå inde for, det var jo et stort ansvar at tage). Men hvorfor ikke, vores egne børn var jo flyttet hjemmefra, og kærlighed havde vi jo stadig masser at give af.

 

SOM SAGT SÅ GJORT…….

 

Vi ringede til Inge Bækvang, præsenterede os som dem vi var og spurgte, om vi overhovedet kunne komme på tale som værtsfamilie. Efter at have talt sammen ca. en halv time i telefonen, sagde Inge at vi så godt som 100% kunne regne med at få et barn fra Rusland. Det ville nok blive en dreng på ca. 10 år, for det var dem der manglede værtsfamilier til, Hun ville lige sende nogle papirer til os.

 

Allerede efter 2 dage modtog vi så papirerne, som vi skulle udfylde. Der var noget om at ens kommune lige skulle godkende familien. Her var der intet problem, så vi blev tildelt en dreng ved navn Denis på 12 år, som skulle ankomme i juni måned. Hold op, hvor vi glædede os….

 

Vores egen familie blev så informeret om ”familieforøgelsen”, sikken glædelig modtagelse der blev givet os, alle var meget interesseret.

 

Min (altså Sussi`s) søster Marianne blev også interesseret og spurgte, om man som enlig kunne blive godkendt, så hun fattede også telefonen og ringede til Inge Bækvang. Det var der ikke noget problem med, så hun ville også få et barn, og som den dejlige dame Inge er, fik hun også Marianne til at tage imod en leder fra Internatet, så Marianne skulle lige pludselig modtage 2 fra Rusland.

 

Peter fra Jylland ville gerne se hjemmene inden modtagelsen, så han kom et par uger senere, og alt var OK.

Så kom den søde og lange ventetid….

 

Endelig kom dagen, hvor vi skulle hente børnene i Glumsø. De var meget forsinkede og trætte efter den lange køretur. Sikken en dejlig unge vi skulle have med hjem, kemien var der bare fra første øjekast.

 

Det blev en måned, som vi aldrig vil glemme. Vi kan desværre ikke skrive alt, hvad vi oplevede, for så ville vi lægge beslag på hele nyhedsbrevet, og der er sikkert også mange andre der vil skrive til jer.

 

Så for at gøre en lang historie kort, vil vi bare sige, at alt var og blev en dejlig oplevelse med Denis, og vi kom virkelig til at holde af den dejlige dreng. Da han så skulle hjem igen, var det selvfølgelig med tårer i øjnene, og lovning på at vi ville komme over til Rusland og besøge ham til oktober.

 

I mellemtiden blev der udvekslet breve mellem os og familien i Rusland, og stor var vores glæde, da vi modtog det første brev…DET VAR PÅ DANSK….(vi havde givet Denis en lille oversættermaskine fra Harald Nyborg til 200 kr. med hjem). Vi måtte selvfølgelig læse det flere gange, da grammatikken ikke er ens i alle lande, så det var lidt svært at forstå. Men mening og forståelse med det, er der slet ingen tvivl om. Vi vedlægger kopi af begge breve som vi har modtaget indtil nu….

 

Så kommer turen til Rusland oktober måned 2003.

 

Jeg har ikke skrevet dagbog på turen til Rusland, men jeg vil alligevel gerne fortælle om vores oplevelse i det store Land.

 

Vi ankommer til Internatet mandag morgen, hvor Denis og hans forældre er der for at modtage os, sikken velkomst. Det var med kys og kram og et stort velkommen til os. Vi blev ligefrem hevet ind i deres hjerter, for nu var vi kommet. Vi måtte hen til Peter og sige, at her var der ingen problemer, vi skulle bare med dem hjem…Fint, sagde Peter, så ved jeg at I er i gode hænder, og rigtig god fornøjelse.

 

Så gik turen hjem til Denis hus. Vi kørte i hans far`s gamle Moskwitch. Det fik vi meget skægt ud af, havde det været her i Danmark, så var den blevet kasseret for længe siden af politiet, ikke engang en skrothandler ville have den, men hvad pokker, den kunne jo køre så længe det varede.

 

Hjemme i huset møder vi så storesøster Natasja på 19 år, virkelig en køn pige og samme velkomst. En rundvisning i huset, om hvor vi skal være de næste par dage, er en stor oplevelse. Der bliver vist hvor toilettet er (nede bag hønsehuset, det er et gammeldags lokum), og i skuret ved siden af er der ”bad”, vi skal bare sige til når vi trænger, så vil Pappa gøre det klart til os, det skal vist lige varmes op et par timer før brug.

 

Efter et stort morgenmåltid er det tid til at sove et par timer, så vi kan være friske og udhvilet til de kommende dage.

Vi er ude at besøge Bedstemor, som bor i en landsby, hvor der kun er 3 beboede huse tilbage, resten er der sat kryds hen over. Hun er en af de få som har rundet de 77 år, resten ligger henne på kirkegården. Det er ikke mange som ligger der, der var 50 år inden de døde. Det var et lidt sørgeligt syn. Inde i hendes hus bliver vi vist rundt, pænt og rent, men gammelt og fattigt. Vi har selv kaffe og brød med. Ude i køkkenet har hun et ildsted, hvor hun sørger for varme og mad, og om vinteren ligger hun oppe over ildstedet på en hylde med alt sit tøj og støvler på for at holde varmen, men hun er glad og tilfreds trods alle ulykker, hun har oplevet i sit liv.

 

Da vi har været der en times tid, går hun hen i en dragkiste og låser den op. Deri henter hun et nyt og pænt tørklæde, som jeg (Sussi) skal have af hende som gave. Jeg tager det gladeligt på, for det er faktisk ret smukt. Det hang på mig resten af turen, for jeg blev så glad for det.

 

Da vi kommer hjem igen, går jeg i gang med at lave en lagkage, som jeg har haft med fra Danmark (alle ting til den har jeg købt inden vi tog hjemmefra), arbejdet med den bliver fulgt meget nøje af hele familien, for hvad er nu det? Det er jo kun Denis, som ved hvad det er. Han blev meget glad for lagkage i Danmark fandt vi ud af….

 

Da jeg så er færdig og den skal i køleskabet, spørger Mamma, om den skal i ovnen, men det må jeg så forklare, at det skal den ikke, den skal bare stå et par timer i køleskabet, så er den klar til at spise. Om aftenen bliver den så sat på bordet, og jeg har aldrig set en lagkage blive spist så hurtigt som denne, den gjorde virkelig lykke.

 

Gudskelov havde jeg taget med til en mere, så den fik Natasja lov til at lave dagen efter. Jeg skulle bare sidde og forklare, hvordan hun skulle gøre. Hun var meget stolt og ville have opskriften på den, men af gode grunde kunne jeg jo ikke give hende en opskrift. Herhjemme er det hele jo lige til at købe, så jeg må finde ud af noget, så hun kan evt. lave en selv, og måske må jeg sende noget over til dem. Noget skal jeg nok finde ud af ….

 

De næste par dage går også med familie besøg… Giraffen skal jo vises frem…. Alle steder bliver vi modtaget med stor og ægte glæde, selv naboer og venner skal vi hilse på, så 4 dage er slet ikke nok.

 

Vi er også inde og se en stor kirke i Novozybkov, den er utrolig smuk.

 

En tur på Internatet med rundvisning, dans, musik og dejlig mad var der også tid til. Det var helt dejligt at se, at der blev gjort så meget for børnene. Vi fik det indtryk, at børnene trivedes godt på hjemmet.

 

Nå, så skal vi på marked, og medens vi er i Rusland, har Denis fødselsdag. Han bliver 13 år, og selvfølgelig vil vi give ham en gave…. Vi kan se, at han får store øjne, når han ser en cykel, så vi hvisker lige lidt i hjørnerne og bliver enige om at høre, hvad sådan en koster. Da vi hører prisen, er der slet ingen tvivl, omregnet i danske kroner er det ca. 350,- kr. Det kan man jo ikke engang få en brugt en for i Danmark, så drengen får sin cykel, og en glad dreng kører selv hjem fra byen på den.

 

Så bliver vi enige om, at søster Natasja også skal have en gave af os, og vi spørger, hvad hun mest ønsker sig. Jo et par støvler ville gøre stor glæde, så vi siger,, at nu kan hun stille og roligt gå og kikke, og når hun finder dem hun allerhelst vil have, skal hun sige til. Efter at have kikket et stykke tid, finder hun de rigtige, smarte højhælede støvler med godt foer indeni, ja så havde vi også en glad pige med hjem der.

 

Da vi kommer hjem igen, går Natasja model for os, hun var bare så lykkelig… Denis så vi ikke resten af dagen, han var ude at cykle.

 

Nå, men alting har jo en ende, også vores ferie, så turen hjemad mod Danmark kommer også. Det bliver et farvel og på gensyn med mange tårer. Jeg tror at vi vinkede flere kilometer efter at bussen var kørt fra Internatet.

 

Selve hjemturen gik fint, bortset fra at der ved den polsk - tyske grænse var en meget skrap teknisk kontrol af alle busser, så vi fik en forsinkelse på ca. 7 timer, men alle tog det hele med et smil og oprejst pande.

 

Så det skal lyde herfra, TAK FOR EN DEJLIG TUR, og tak til alle deltagerne for en uforglemmelig oplevelse, og tak for jeres dejlige selskab, det var en fornøjelse at møde jer alle.

 

Vi glæder os til næste år, når vi igen skal møde Denis, som vi selvfølgelig vil invitere igen.

 

Med mindre der skulle ske noget helt uforudset, så skal dette års oplevelser gentages med lige så stor glæde, som det har været i år.

 

De kærligste hilsner og tanker fra Sussi og Lennart.

 

Tilbage til toppen.