Forløbet

 

Forløbet:

 

Den 25. april skulle reaktor nr. 4 planmæssigt lukkes ned med henblik på vedligeholdelsesarbejde, og ved den lejlighed havde man besluttet sig for at afprøve, om værkets turbiner og generatorer kunne levere den fornødne strøm til bl.a. reaktorens egne kølevandspumper under en eventuel nødstandsning af reaktoren. Man havde et par dieseldrevne generatorer til at tage over for det tilfældes skyld, at der heller ikke kom elektricitet fra elnettet udefra den dag, et sådant nød-stop blev aktuelt, men da det i bedste fald tager nogle sekunder at starte dieselgeneratorerne op, kunne man risikere at stå uden strøm til kølevandspumperne. Men lige efter at reaktoren bliver standset, vil dampturbinerne og generatorerne stadig snurre som følge af deres inertimoment og kun gradvist "tabe omdrejningstal" i sekunderne efter standsningen - måske blev der derved produceret tilstrækkelig strøm til at drive kølevandspumperne. Dette var tidligere blevet afprøvet på en anden reaktor af samme type, i øvrigt under iagttagelse af alle sikkerhedsforskrifter, med det resultat at turbinerne ikke leverede strøm nok til pumperne. Derpå havde man modificeret turbinerne på Tjernobyl-værket og ønskede nu at gentage forsøget.

 

Efter planen skulle reaktoren reguleres ned fra de maksimale 3200 megawatt varmeenergi til 1000 megawatt for at gennemføre forsøget under mere sikre forhold. Imidlertid steg behovet for elektricitet uventet netop den fredag eftermiddag, så forsøget blev udskudt til ud på aftenen.

 

Da forsøget blev iværksat, blev reaktorens ydelse sænket for hurtigt, så den endte helt nede på 30 megawatt: Ved så lav en ydelse ophobes isotopen xenon 135 i reaktoren, et stof, der absorberer de neutroner, der indgår i reaktorens tilsigtede kædereaktioner og dermed yderligere "bremser" reaktorens ydelse. Selv om denne "hårde opbremsning" var på kanten af, hvad sikkerhedsprocedurerne tillod, valgte de ledende medarbejdere at fortsætte med eksperimentet frem for at standse reaktoren. Men i stedet for de planlagte 1000 megawatt besluttede man at udføre eksperimentet ved 200 megawatt.

 

For at kompensere for de xenon-135 der "bremsede" reaktoren, trak man kontrolstængerne ud; længere end sikkerhedsforskrifterne tillader under normale forhold.

 

Som en del af planen for forsøget, blev den gruppe kølevandspumper, der skulle drives af turbinen og generatoren, startet klokken 01:05 lørdag d. 25. april; derved overskred gennemstrømningen af kølevand de grænser, der var fastlagt i sikkerhedsprocedurerne. Klokken 1:19 øgedes gennemstrømningen yderligere, og eftersom vand også bidrager til at absorbere neutroner og derved hæmmer kernereaktionerne, måtte man trække flere kontrolstænger ud for at holde reaktoren i gang - en temmelig ustabil og farlig driftstilstand for reaktoren.

 

Klokken 1:23:04 var der ingen indikationer i kontrolrummet på reaktorens ustabile tilstand, og der er intet der tyder på, at de tilstedeværende har været klar over situationens alvor. Den eksterne strømforsyning til kølevandspumperne var slået fra, så de nu fortsatte på strømmen fra de endnu snurrende generatorer og turbiner; herved faldt vandgennemstrømningen.

 

Da reaktoren blev koblet fra turbinen, øgedes mængden af damp i reaktorkernen, og da kølevandets temperatur steg, begyndte det at koge og danne dampbobler i kølevandsrørene. Dampbobler har ikke det flydende vands evne til at absorbere neutroner, og især i den type reaktorer medvirker dette til pludseligt at sætte fart i kerneprocesserne.

 

Klokken 1:23:40 aktiverede personalet "AZ-5"-knappen ("Hurtig nødværge 5"), som stopper reaktoren ved at skubbe samtlige kontrolstænger, inklusive dem der tidligere var blevet trukket ud manuelt, helt ind i reaktoren. Man ved ikke, om det skete som reaktion på, at "noget var galt", eller reaktoren blot blev standset, efter at forsøget var gennemført. Det formodes, at stoppet blev udløst som "svar" på den pludselige og uventede stigning i reaktoreffekten, men afdelingsingeniøren skriver i sin bog om hændelsen:

 

”Før 1:23:40 registrerede de centrale kontrolsystemer ingen ændringer i parametrene, der kunne begrunde et nødstop. Kommissionen indsamlede og analyserede store mængder materiale og kunne, som de skriver i deres rapport, ikke finde årsag til, at nødstoppet blev iværksat. Der var ingen grund til at lede efter en årsag. Reaktoren blev ganske enkelt standset, efter forsøget var tilendebragt.”

 

Da det tager 18-20 sekunder for automatikken at skubbe kontrolstængerne helt ind, fik kontrolstængernes grafitspidser i nogle sekunder processen til at accelerere. På grund af den forøgede varmeudvikling blev de kanaler i reaktoren, som kontrolstængerne stikkes ind i, vredet skæve. Stængerne satte sig fast, da de endnu kun var nået en tredjedel af vejen ind i reaktoren, og derefter var der intet, der kunne standse kerneprocesserne. Klokken 1:23:47 steg ydelsen til omkring 30 gigawatt, 10 gange den effekt der var normalt for reaktoren. Brændselsstavene begyndte at smelte, og damptrykket steg, indtil reaktoren gav efter og eksploderede. Eksplosionen rev "låget" over reaktoren løs og sendte det op igennem reaktorbygningens tag og rev kølevandsrørene over.

 

Eftersom Tjernobyls forholdsvis store reaktorer ikke var omgivet af en komplet indkapsling, kunne det radioaktive materiale undslippe den skadede reaktor. Hullet i loftet gav adgang for ilten i den atmosfæriske luft, så der nu udbrød brand i de glohede rester af reaktorens grafitmoderator. Denne brand var stærkt medvirkende til spredningen af radioaktivt materiale til omgivelserne. Beboere omkring værket så den radioaktive sky; den havde en markant "selvlysende" glød.

 

Der er en del uenighed om det præcise hændelsesforløb, eftersom øjenvidneforklaringer og de data, der blev registreret på selve værket, er i indbyrdes modstrid på visse punkter. De fleste er enige om den udlægning, der er givet ovenfor; ifølge denne teori indtraf den første eksplosion lige omkring klokken 1:23:47, syv sekunder efter at AZ-5-standsningen blev iværksat. Andre kilder, herunder den kommission som Sovjetregeringen nedsatte til at undersøge ulykken, hævder, at den første eksplosion skete enten før eller lige omkring tidspunktet, hvor reaktoren blev standset.

Disse få sekunders forskel er afgørende, for hvis reaktoren "løb løbsk" efter forsøget på at standse den, må ulykken tilskrives kontrolstængerne og deres grafitspidser, mens en eksplosion omtrent samtidig med nødstoppet ville placere ansvaret på personalet. Faktisk blev der registreret, hvad der svarer til et jordskælv på 2,5 på den åbne Richterskala i området omkring Tjernobyl klokken 1:23:39. Situationen kompliceres af, at der blev trykket på AZ-5-stopknappen flere gange, og at den person, der trykkede på den, døde af strålesyge to uger efter ulykken.

 

I januar 1993 udgav IAEA en revideret analyse af ulykken, hvori hovedårsagen tilskrives reaktorens indretning og ikke fejl begået af personalet. I deres analyse fra 1986 var konklusionen den stik modsatte, nemlig at personalets handlinger var den primære årsag til ulykken.

 

Efterspillet på værket:

 

Tragedien blev forværret af, at administrationen på værket hverken var forberedt på eller havde udstyr til at håndtere en sådan ulykke. Med to undtagelser havde samtlige dosiometre i hele reaktor 4's område en topgrænse på 1 milli-røntgen per sekund; de to undtagelser kunne måle indtil 1000 røntgen i sekundet, men det ene instrument lå i ruinerne og var således uden for rækkevidde, og det andet gik i stykker, så snart man tændte for det. Personalet kunne således kun gætte på, at strålingsniveauet i det meste af reaktorbygningen måtte være over 4 røntgen pr. time, om end de faktiske værdier sine steder var op til 20.000 røntgen i timen - dødelig dosis er et sted omkring 500 røntgen fordelt over 5 timer. De antagede 4 røntgen i timen gav lederen Alexander Akimov anledning til at tro, at reaktoren stadig var intakt, til trods for at der lå stumper af grafit og atombrændsel rundt omkring værket. Målinger lavet med et andet dosimeter, der blev bragt ind i bygningen kl. 4:30, blev ignoreret under henvisning til, at instrumentet måtte være defekt. Akimov og hans hold blev i reaktorbygningen indtil næste morgen og forsøgte at pumpe vand ind i reaktoren. Ingen af dem bar beskyttelsesudstyr, og de fleste, herunder Akimov selv, døde indenfor de første tre uger efter ulykken.

 

Kort efter ulykken ankom brandfolk og forsøgte at slukke brandene. De første var en gruppe under ledelse af løjtnant Vladimir Pravik (der døde den 9. maj 1986). De fik ikke noget at vide om farerne ved radioaktiviteten i røgen og vragdelene, så da ilden var slukket omkring klokken 5, havde mangebrandfolk modtaget enorme doser stråling. En af dem nåede, inden han døde, at fortælle om radioaktivitetens "metalliske smag" og fornemmelsen af utallige små "nålestik" i ansigtet.

 

De såkaldte "likvidatorer", soldater og arbejdere der fik ordre på at rydde op på værket, pådrog sig store strålingsdoser. Ifølge sovjetiske oplysninger var mellem 300.000 og 600.000 af disse mennesker involveret i oprydningsarbejdet inden for en zone indtil 30 kilometer fra værket - mange af disse startede dog først deres arbejde to år efter ulykken.

 

Det vand, der var pumpet ind i reaktoren i et forgæves forsøg på at slukke branden, var løbet ned under gulvet i reaktorhallen og havde samlet sig i hulrum nedenunder. Brændende materiale på reaktorgulvet truede med at "brænde igennem" gulvet og nå ned til vandet; skete dette ville vandet komme i kog og muligvis udløse endnu større dampeksplosioner end den indledende ulykke. Sand og andre materialer der var blevet nedkastet fra helikoptere havde blot forværret denne krise.

 

De mest radioaktive murbrokker blev indsamlet fra, hvad der var tilbage af selve reaktoren. I løbet af den første uge efter ulykken blev reaktoren begravet i 5000 tons sand, bly og borsyre, nedkastet fra helikoptere.

Mange af de køretøjer, som "likvidatorerne" benyttede, står den dag i dag spredt rundt omkring i området, da køretøjerne er stærkt radioaktive.

 

Sarkofagen:

 

I et forsøg på at afskærme omgivelserne fra den radioaktive stråling i resterne af reaktoren blev der i al hast opført den såkaldte sarkofag af stål og beton omkring den, oven i ruinerne af reaktorbygningen, og undertiden ved hjælp af fjernstyrede robotter - den stod færdig i december 1986. Den har aldrig været beregnet til at holde de 100.000 år, det vil tage for radioaktiviteten at "klinge af".

 

Sarkofagen i dag:

 

Den oprindelige indkapsling: To store bjælker der bærer taget, hviler i sig selv på den beskadigede vestlige væg af reaktorhallen. De værste huller i taget bliver repareret, men sarkofagen er langt fra vand- eller lufttæt. Alligevel kan den holde på en varm, fugtig luft, som eroderer materialerne i sarkofagen. Radioaktivt støv i luften derinde er også et voksende problem, som kun blev delvis afhjulpet med et luftfiltreringsanlæg, man installerede i 2001.

 

Der trænger til stadighed vand ind gennem afskærmningen, og dette vand transporterer den radioaktive forurening med sig og spreder den i den ødelagte reaktorhal og kan muligvis ende med at forurene grundvandet. Kælderen under reaktorhallen fyldes langsomt med vand, der er forurenet nok til at klassificeres som højradioaktivt affald.

 

En anden risiko er det "låg" over reaktoren, som ved den indledende eksplosion blev skudt oven ud af reaktoren, hvorefter det faldt ned og satte sig fast i en vinkel cirka 15 grader fra lodret - fastholdt alene af nogle murbrokker og rester af reaktorhallen. Hvis den falder ned, kan den i værste fald få hele sarkofagen til at styrte sammen. Hvis det sker, risikerer man et nyt udslip, denne gang i form af radioaktivt støv til omgivelserne.

 

Sidste nyt: I november 2016 lykkedes det at færdiggøre en ny sarkofag, som forventes at holde i 100 år. Den er verdens største flytbare konstruktion, og den blev rullet på plads sidst i november. Se dette link: https://m.youtube.com/watch?sns=fb&v=AoPz5g9Drb0

 

The Chernobyl Fund:

 

The Chernobyl Fund blev etableret på et G7-topmøde i 1997 med henblik på at stabilisere reaktoren og sarkofagen og derefter opføre en ny indkapsling omkring begge dele. Ifølge det oprindelige budget ville prisen blive 768 millioner amerikanske dollars. Den nye afskærmning spænder over 270 meter og bliver det største flytbare objekt, der nogensinde er konstrueret; den skal bygges et stykke fra selve værket for at undgå strålingen og derefter "køres i stilling" over den eksisterende sarkofag.

 

Hvad gjorde regeringen i Moskva:

 

En regeringskomité blev nedsat om aftenen den 26. april med henblik på at undersøge ulykken. På det tidspunkt var to døde og andre 52 hospitalsindlagt, så i løbet af natten mellem den 26. og 27. aprill, mere end et døgn efter eksplosionen, måtte komitéen erkende, at reaktoren var ødelagt og følgelig beordre den nærliggende by Pripjat evakueret - dette blev iværksat 12 timer senere. For at begrænse mængden af bagage fik beboerne at vide, at der var tale om en midlertidig foranstaltning af omtrent 3 dages varighed. I dag findes der stadig personlige ejendele i Pripjat, der ikke kan fjernes derfra på grund af strålingen.

 

Tilbage til toppen.

 

 

Helikopterbillede af ulykken